altid saa over al Maade venlig, og vist ogsaa mener det.
Først og fremst maa jeg dog sige Dig, at Inger-Johanna i alle Dele er en Dame, men dog med mere Saft og Kraft i sig, om jeg saa tør udtrykke mig, og stærkere Villie end vor stakkels Eleonore! Det er sikkert, at hun i en Mængde Stykker imponerer, for ikke at sige kuer din Svigerinde, saa striks og afgjørende hun ellers har Ord for at være. Og derfor maa hun ogsaa i mange Ting ty til Bagveie, hvor hun finder ikke at turde lægge Spillet saa aabent for Inger-Johannas Øine, hvilket nu efter min bedste Overtydelse har været Tilfældet med Hensyn til Kapteinen. Han kom her sikkerlig denne Gang fra sin Pariserreise i fuld Tanke om at fuldføre et Frieri, efter som klog og forsigtig General først at have undersøgt Terrænet med egne Øine. Blot den Maade, hvorpaa han altid henvendte sig og gjorde hende sin Opvartning, kunde overtydet en blind derom.
Den eneste, som ikke forstaar det, uagtet hun attacqueres paa de tusinde Maader, er imidlertid Gjenstanden selv. Hun sidder der midt i Viraken isandhed beskyttet mod al Verdens Kløgt ved sin naturlige Uskyldighed, hvilket er dobbelt at forundre sig over, og gamle Tante Alette siger nu: beundre, med hendes udmærkede Forstand ellers.
Jeg vil jo ikke ganske fritage hende for mulig at blive lidt svimmel af al den Virak, han, og din Svigerinde med, nu røger for hende uafladelig (og hvilket ældre erfarent Menneske bærer ikke over og tilgiver saadant hos en ung Pige!). Men Svimmelen gaar blot ikke i den forønskede Retning, nemlig til Forelskelse, men lader hende nærmest kun svulme lidt over i sin Følelse som Dame og indskrænke sig til at hylde i ham den ridderlige Kavaler og — sin Faders høit ærede Ven.
Det er dette, han fortiden saa at sige er slagen
