overrumple, — kun den stilfærdige, uangribelige Thea at holde Skole med.
Korpslægen havde tilraadet ham en blodrensende Løvetandskur.
Og nu, da Foraaret kom, — blændende lyst, vandblankt overalt, med smeltende Sneflekker og sine Fortropper af rød Stenbræk i de bratte Fjeldvægge, — var Thinka alt ude med Bordkniven i de valne Hænder og stak op Løvetandsrødder af Marken. De var smaa, unge og lyse endnu; men alt kraftigere blev de Dag for Dag.
Kapteinen tømte med militær Punktlighed hver Morgen Klokken syv det ham foresatte Bæger og stormede ud.
Idag stod et tungt, stridt, iskoldt Regnslask med Hagl og Sne imod ham i Gangdøren og langt ind paa Gulvet. Fjeldsiderne laa igjen hvide.
Han var de sidste Morgener vant til at tage Turen nedover til det nyopbrudte Potetesland, der gik under Plogen; men i dette Veir —
„Vi faar opgive Jordarbeidet, Ola,” lød hans Resolution ude paa Gaarden, — „det ser ligere ud til, at Gamperne skal gaa for Sneplogen igjen!”
Han traskede afsted; her var ikke Veir til at staa stille i …
Paa Dagligstuvinduerne drev og skyllede det bygevis med lange Regndamme nedover, saa at der uafladelig maatte tørres op og lægges Kluder i Vindusposterne.
Derinde stod ved det graa Dagslys Ma og Thinka over Frugten af deres fælles Arbeide ved Væven i Vinter, — en Rulle med endnu ubleget Dreiel, som de alnede op og regnede ud i Duge og Servietter.
Døren faldt op paa vid Væg, og Kapteinens tykke, regnvaade Kappeskikkelse viste sig i den.
„Jeg mødte en langfarendes hernede med noget
