eller Smed; det sidste i Verden, der skulde frembudt sig for hans Forestillingskreds, end sige dukket op som nogen Drift eller Trang i ham, var vel at blive løftet op i de høiere boglige Regioner. Men Hellas og Latium laa nu engang som en uforanderlig Skjæbne tvert over hans Vei, saa derved var intet at gjøre eller engang at tænke.
I Lommen paa de ny Klæder, der var omsyede efter Kapteinen, stak paa Reisens Dag en hel Betroelse af hemmelige Depescher.
Først et fjorten Sider langt Brev, skrevet om Natten under Taarer fra Thinka til Inger-Johanna, hvori hun i alle Detailler forklarede Oprindelsen, Fortsættelsen og den haabløse Udvikling af sin Kjærlighed til Aas. Hun havde tre Erindringer efter ham: — en liden Brystnaal, den Eau-de-Cologne-Flaske, han havde foræret hende paa Juletræet, og saa hans Brev med Haarlokken til hende den Morgen, han maatte reise fra Kontoret … Og vilde hun nu end ikke handle sine Forældre imod, men hellere gjøre sig selv ulykkelig, saa havde hun dog givet sig det usvigelige Løfte aldrig at glemme ham, — tænke paa ham til sin sidste Stund!
Den anden Depesche var fra Ma til Tante Alette og indeholdt — foruden endel økonomiske Forslag — et lidet Vink om at sondere Inger-Johanna nu, naar Kaptein Rønnow kom tilbage fra Paris. Ma kunde ikke rigtig blive klog paa hende i den sidste Tid. …
— — At der skulde blive saadan Tomhed efter Jørgen, havde Kapteinen aldrig forestillet sig. Han havde paa sit Vis udfyldt Dagen, givet Anledning til saa mange Sindsbevægelser, saa megen Anstrengelse og Ærgrelse og saa megen forhøiet, rask Cirkulation i Blodet, at nu, han var borte, havde Kapteinen mistet et helt virkende Element. Han havde nu ikke længere nogen at gjæte og kontrollere med Øine i Nakken, at øve sin Skarpsindighed paa eller
