Det kunde være sandt nok, mente Thinka … Men naar hun saa, hvor det bedrøvede Far og Mor, saa — hun sukkede og havde Graaden i Halsen, — var Kridtstregen sandelig tykkere, end hun aarkede med den alligevel! …
Inger-Johannas Brev havde gjort hende rent tung tilsinds. Hun kjendte sig saa ulykkelig, at hun kunde storgrædt, bare nogen saa paa hende. Og det gjorde Ma flere Gange udover Dagen; hun gik vel lidt rødøiet.
Om Natten læste hun i Arwed Gyllenstjerna af Van der Velde, saa de modige Taarer randt.
Søsterens Brev indeholdt ogsaa endel for egen Regning, som ikke netop var myntet paa Far og Mor.
… „For ser Du, Thinka! naar man har gaat igjennem Ballerne herinde som jeg, saa hopper man ikke længere blindt om med alle Lysene i Øinene. Man véd en Smule for sig; der faar være noget paa et eller andet Vis over Passiaren eller Personen. For dette Balprat. Jeg siger som Grip; jeg er kjed, kjed, kjed af det! Tante er da heller ikke saa hidsig længere paa, at jeg skal der, skjønt mange Gange hidsigere end jeg.
Jeg gjælder da ogsaa nu for hovmodig og kritisk og, hvad det er altsammen, blot fordi jeg ikke bestandig vil finde paa noget at snakke væk om. Tante finder, at jeg har faat en vis egen Kulde ind i mit „for livlige Naturel”, en tilbageholdende Ro, der imponerer og er pikant, — altsaa vel det forønskede rette! Formodentlig ligesom den i hed Puddingdeig indbagte Is hos Kineserne, som vi læste om i Bien, husker Du.
Tante har saa mange Indfald i Vinter. Nu skal vi to tale bare fransk sammen. Men at hun skrev til Kaptein Rønnow, at jeg var saa perfekt i det, ligte jeg egentlig ikke; jeg har ingen Lyst til at staa Skolepige for ham, naar han kommer til -
Jonas Lie: Samlede Værker. VI.
