Kapteinen maatte langsomt vænnes ind paa det, indtil det sank saavidt ned i ham, at han begyndte at se og tænke. Men som en ihærdig, utrættelig Krydser havde hun Maalet altid for Øie og nærmede sig det ogsaa umærkeligt.
„Disse Kontanter!” … Det var for Ma at røre Ved en Byld, som dog maatte opereres.
Resultatet blev, at Kapteinen lod sig overbevise og nu selv blev den ivrigste paa Arrangementet.
Jørgen blev kontrolleret i alle Fuger. Han maatte sidde oppe paa Kontoret, og Kapteinen repeterede paa Spreng med ham.
„Det er saa gammelt som alle Haugene!” blæste Kapteinen. … „Svinger man en Høne rundt og lægger den baglængs med en Kridtstreg for Næbbet, ligger den muk stille, tør ikke røre sig. Den tror vel, det er et Toug, som holder den. Jeg har prøvet det saa mangen Gang, — det kan Du tryggelig hilse hende med, Thinka!”
„Men hvorfor skriver Inger-Johanna dette?” spurgte Ma lidt alvorligt.
„Aa aa, — for ingenting; — bare saadan” …
Thinka havde igaar faat sit eget Brev indeni det til Forældrene; det var lidt i Anledning af Ma’s tilstundende Fødselsdag, som afhandledes mellem Søstrene.
Og Inger-Johanna havde derunder holdt hende en Forelæsning, noget henimod en Opmuntring til Opstand og at holde ved sin Flamme der vesterpaa, om der virkelig endnu var Ild i den. Det om Hønen og Kridtstregen var noget paa anden Haand fra Grip. Fruentimmerne lod sig indbilde alt muligt og lagde sig gjerne godvillig til at dø, naar de fik Saadan en Kridtstreg foran Næbbet!
