Vinduskarmen og smaarøg i Nordensnoen der ude i Solen.
Det var den samme kolde, leie Nordentræk, som, hvergang Gangdøren gik op, ogsaa bragte Kjøkkendøren indenfor til at gjøre det samme, og, om den ikke lukkedes igjen, snart efter ogsaa en eller anden Dør ovenpaa, — og saa Kapteinen til at fare rød og hidsig ned fra Kontoret og forhøre og dominere over hele Huset om, hvem der havde gaat der først, og hvem der havde gaat der sidst. Han kunde aldrig begribe, hvorfor de ikke holdt Døren igjen, skjønt Tingen var den allerbegribeligste af Verden, — at Laasen var gammel og glippende, og at Kapteinen aldrig vilde koste Smed paa en ny.
Nede i Stuen paa en Plads mellem Sofaen og Ovnen sad Kapteinsfruen i en gammel brun Værkenskjole og syede. Det var en høi, stiv Skikkelse med et udpræget, men magert, fortørket Ansigt, Minen for nærværende bekymringsfuldt optaget af et intrikat Studium, — Muligheden af atter at faa sat en ny, holdbar Lap i Finalen paa Jørgens Bukser. De var altid bundløse næsten til at fortvile over.
Hun havde bare taget sig Tid til det et Øieblik, medens Jæger var oppe paa Kontoret og Børnene henne paa Postaabneriet; thi i Huset gik hun den lange Dag som en Hest i en Lermølle.
Det med Perlemor og forskjellige kostbare Træsorter indlagte Mahogni Sybord, som stod opslaaet foran hende, maatte være et Familiearvestykke. Det erindrede i sin gammeldags Affalmethed lidt om hende selv og passede ialfald aldeles ikke hverken til den høiryggede, skrøbelige med Messingspiger beslaaede Skindlænestol, hvori hun sad, eller til den lange med grønt Værken betrukne Birketræs Sofa, der stod som et ensomt øde Land henne ved Væggen og ligesom saa længselsfuldt over til det
