galt. Han gik og var ulykkelig og saa Tab og Tilsidesættelse og gale Regninger paa alle Kanter.
Det fik ikke hjælpe, nu maatte der gaa Bud efter Kirkesanger Øiseth! …
Foruden sine kirkelige Forretninger, læste denne med Ungdommen, vaksinerede og aarelod.
Hvad han duede til i de førstnævnte Retninger skal være usagt; men i det sidste kunde der trygt siges, at han havde saare meget, ja bøttevis, af Bygdens Blod paa Samvittigheden og ikke mindst den fuldblodige Kaptein, som han havde aftappet regelmæssig nu i en Række af Aar.
Virkningen var storartet. Ovenpaa den lumre, klemte Torden— og Ulykkesstemning, der fyldte saa at sige hver Fuge i Huset og trykkede alle Miner lige ned til Pasop, — et glimrende Klarveir, Spøg med Thinka og vilde Planer om, at Familien til Sommeren Skulde faa reise ned og se Korpseksercitien!
Det var paa det Point af opsvulmende lyst Humør, at Ma resolut greb Anledningen til at tale om Jørgens Skolegang, — alt, hvad Tante Alette havde tilbudt om Kost og Logis og ellers ment, der burde arrangeres …
Der blev en Overregnen og en Studeren med Bevis og Modbevis ind i de fineste Detailler for et Menneskes Livsophold i Byen.
Kapteinen repræsenterede Udgiftsposterne og Debetsiden i Form af indignerede Spørgsmaal og Formodninger for hver enkelt, om hun agtede at ruinere ham.
Og Ma forsvarede seigt og ihærdigt Kreditsiden idet hun gjentog og atter gjentog alle de Poster, som var at trække fra.
Naar det saa en og anden Gang under de idelige Gjentagelser snurrede rundt, saa hun forplumrede sig, var der slemme Stunder, inden det lykkedes hende at rette sig i Bygen.
