Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/118

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
110

Lyseblakerten bag sig paa Hovedpuden og tøirede den sidste Mohikaner med alle den ædle Uncas’s omskiftende Forfølgelser og Farer …

Ma undrede sig jo over, at der gik saa mange af de tynde Talglys til i Vinter.

— — Fogden maatte tage en liden varm Frokost, inden han fik reise afsted om Morgenen.

Og nu, han tog Afsked og takkede for de saa behagelige og opmuntrende Timer, endda han kom ubeleiligt, — aa Frue, han vidste, han kom ubeleiligt! — „skjønt nu har De jo faat en høire Haand i Husvæsnet … Jo, Frøken Thinka, jeg har nok kontrolleret Dem; man har ikke Politiøine for ingenting. …

Usynlig, og dog altid tilstede som en stille Aand i Huset, — er det ikke det bedste, som kan siges om en Kvinde?” komplimenterede han hende livligt, da han havde faat Skjærfet rundt Peltsen og gik ned til Slæden, blidøiet med lidt graaagtige Skjæggestubber, da han ikke havde faat barbere sig idag.

„Hyggelig Mand den Fogden! … Hjerte er der i Livet paa ham,” sagde Kapteinen, da han oplivet og hændergnidende efter Kulden kom ind igjen i Stuen …

— Men Far blev jo klein efter al den stærke Mad i Slagtertiden!

Korpslægen raadede ham til at drikke Vand og gaa dygtig; — en Toddyrangel engang imellem havde han bare godt af.

Og det forbedrede ikke Blodopstigningerne; at de fik Julen saa lige efter.

Far gik trykket, men vilde nødig aarelade sig udenfor de vanlige to Gange om Aaret, Vaar og Høst.

Bare efter det lille Traktement for Buchholtz, Sorenskriverfuldmægtigen, i Torsdags blev det rent