„Ikke sandt, Jomfru Kathinka!” spøgte han, da hun kom ind, „det er en slem Foged, som falder saadan lige lukt ubeleiligt ned i Slagtningen hos Jer? Men I faar laane ham lidt Hushygge, siden den er sluppet op for ham hjemme …
Ei da, jeg havde jo nær glemt det!” udbrød han ivrigt og skyndte sig med Piben i Munden hen til Protokolvæsken, som hang over Stolen nede ved Døren. „Jeg har anden Del af den sidste Mohikaner med til Dem fra Bine Scharfenberg, — og skulde faa igjen — ja, hvad var det nu? det staar paa Seddelen: — „En nyckful Qvinna” af Emilie Carlén!”
Han tog den ivrig ud og leverede hende den“, ikke uden et vist Galanteri.
„Nu maa De ikke glemme at give mig den imorgen, Jomfru Kathinka!” truede han, „ellers gjør De mig rent ulykkelig nede hos Bine Scharfenberg! — hun er ikke grei at komme ud for, véd De” …
Thinkas Øie gled endnu, medens Fogden talte, spændt ned i de første Linier — blot for at forvisse sig om Fortsættelsen, og i et Nu var hun nede fra sit Værelse igjen med den udlæste af Carlén og første Del af Mohikaneren, slaat ind i Papir og knyttet med en Sytraad.
„De er saa prompte som en Forretningsmand, Jomfru Thinka!” spasede han, medens han med en vis langsom Omhyggelighed forvarede Pakken i Væsken; de to smaa Øine lyste indblidt paa hende.
Uagtet der havde været Slagtning og Travlhed siden tidlig imorges, maatte Thinka dog efterat have lagt sig unde sig at kige lidt i Morskabsbogen.
Der gik ét Kapitel og ét til og nok ét med stedse svagere Forsæt om at slutte i næste.
Endnu Klokken to om Natten laa hun med
