Stor-Ola havde stelt Fogdens Hest og stod nu atter og stampede ved Morteren i sin vældige Messesærk … Duns … Duns … Duns … Duns …
„Er I fra Forstanden herude? tænker I ikke en Smule?” kom Kapteinen farende; han talte sagte men desto hidsigere … „Skal I ikke til at rulle ogsaa? — saa fik Fogden rigtig tilgavns’ Rammel baade over og under sig. Det er, saa det ryster i Gulvet!”
Ma fik et Præg af Fortvilelse, i det pludselig mørke, vilde Øiekast lyste næsten Opstand … Nu begyndte han at drive hende langt! … Men det endte i et resigneret:
„Du faar tage Morteren med Dig ud paa Stengulvet i Bislaget, Stor-Ola!”
Og Thinka fik det gaaende Arbeide, at gjøre istand og sætte ind Aftensmaden, saa Ma blot behøvede at sidde derinde den Stund, medens de spiste, — rigtignok som paa Naale; der maatte jo lades som intet var.
Da Ma kom ind, var der i Begyndelsen en Smule høitideligt mellem hende og Fogden i Anledning af det svære Tab han havde lidt. Hun havde ikke truffet ham, siden han for tre Maaneder siden havde mistet sin Hustru …
Det var ensomt for ham nu, han blot havde sin Søster, Frøken Gülcke, hos sig … Baade Viggo og Baldrian, hvilket var et forkortet Navn for Baltazar, var inde paa Latinskolen og kom først hjem til næste Aar, naar Viggo blev Student …
Fogden glippede lidt med Øienlaagene og gjorde en trist Geste, som han vilde give en Idé om at stryge vemodig henover den ene Øienfrynse, men hellerikke mere. Han havde givet Sørgeforestilling indenfor saagodtsom hver Dørstok i Distriktet i denne Tid, og han var her hos altfor fornuftige Folk til, at de ikke skulde eftergive ham det vidt-
