det ikke andre Aaret, han kommer her lige i Juleslagtningen … saa er de kvit Karfolket til at ligge iveien hjemme hos sig selv.”
„Snabelen din gaar, Marit!” irettesatte Ma. „Fogden har det vel ikke for hyggeligt hjemme nu, siden han har mistet sin Kone, stakkel.”
Men det var forfærdelig uheldigt, at han kom netop idag … grænseløst uheldigt …
Stillingen maatte holdes; det gik ikke an at stanse op herude nu.
Kapteinen kom hastig ud i Kjøkkenet:
„Fogden blir her til imorgen. Det er ingen Raad med det, Ma! Jeg skal sørge for ham, naar vi blot faar lidt at leve af.”
„Ja det er let at sige det, Jæger, — saadan som vi staar i det med Hænderne fulde allesammen” …
„Benløse Fugle … Frikadeller … lidt Pølse! — Det greier sig nok … jeg har sagt ham, at han skal faa Slagtermad. — Og saa, Thinka!” nikkede han til hende, „lidt Toddy, — Saa fort som muligt.”
Thinka var alt i Fart; hun bøiede bare af en Svip ovenpaa i sin Komode.
Hun var saa naturlig fordringsfri og havde det ikke med at genere sig. Derfor var hun ogsaa lige efter som en Vind inde med Toddybrættet blot med et rent Blaaforklæde paa; — og saa, efterat have hilst paa Fogden, i Skabet efter Rom og Arak, … og til Tobaksbordet efter endel Fidibusser, som hun lagde hen til Herrerne ved Brættet, før hun forsvandt ud Kjøkkendøren igjen …
„Du faar vaske Dig, Torbjørg, og gjøre istand for Fogden oppe paa Gjæsteværelset; — og saa faar vi ha’ Bud hen i Pladsen efter Anne Vælta til Hjælp her, saa lidet hun duer. — Jørgen springer,” lød det fra Ma, der mere og mere saa sig blottet for Sine allernødvendigste Tropper.
