„Tallerkenen, Du! kunde før den Sags Skyld gjerne været varmere, — den skal egentlig være næsten brændhed for Smørret og Rosinerne” …
Den altid letvindte Thinka var i et Nu ude ved Skorstenen med en Tallerken. Hun kom ind igjen med den i en Serviet; den lod sig ikke holde paa andet Vis.
„Held nu bare alt over paa denne Tallerken Far, saa skal Du se.”
En af de heldige huslige Sider, Thinka aabenbarede, efter at hun kom hjem, var et mageløst Snit til at stelle om Far; der var næsten ikke Tale om Grættenhed længere.
Med Thinkas lune, hyggelige Føielighed og uforstyrrelige, jevne Ligevægt fulgte der et sandt Hustække. Kapteinen vidste, at han bare behøvede at sætte hende paa Snippen af en eller anden god Idé i Madveien eller Anretningen, saa blev der altid noget af det. Hun var saa letvindt, medens, naar Ma føiede sig, var det altid saa tungt og besværligt, at det ligesom knagede i hende, saa han blev grætten og kom til at disputere alligevel, uagtet hun saa vel vidste, han ikke taalte det.
Der var udrettet overordentlig meget siden i Mandagsmorges, og imorgen Aften engang var de forhaabentlig færdige. To Kjør, en Kvige og et Svin, det var ingen liden Slagtning — foruden Faareskrottene!
„Fauten! — Futehesten er paa Gaarden!” … rapporteredes der pludselig i Skumringen ind i Kjøkkenets Travlhed.
Fogden! — det var Lynet, som slog ned …
„Skynd Dig op paa Kontoret og faa Far ned til at tage imod ham, Jørgen!” fattede Ma sig … „Du faar kaste af Dig og slutte op, Stor-Ola, — saa galt det er!” …
„De lugter, naar Pølsen ryger i Gryten, mener jeg,” udbrød Marit i sit rappe Fjeldsprog, — „er
