Henne ved Kjøkkenbænken sad den nylig hjemkomne Thinka med blodige, morderiske Arme og stoppede Blodpølser over et stort Traug. Det gik med stor Færdighed raskt gjennem Pølsehornet, og hun satte Pinden for og vred til den ene mørke, uhyggelige Kjæmpeigle efter den anden, medens deres Brødre eller Søstre kogte i den vældige Gryde, hvorom Luerne spragede og slog henne i Skorstenen.
Kapteinen var kommet ind i Kjøkkenet og stod med en vis Fornøielse og oversaa Slagmarken … Her var mangeslags behagelige Udsigter at lade Tanken svæve over, og Smagebiter af de færdige Produkter blev ogsaa uafladelig skikket op paa Kontoret til ham for at høre hans Formeninger.
„Jeg skal vise Jer, hvordan I skal hakke, Jenter!” spøgte han og tog Knivene fra Torbjørg.
De to Hakkeknive gik op og ned i Brættet saa raskt, at de næsten ikke kunde skjelnes, i hans Hænder og vakte utvetydig Beundring over hele Kjøkkenet, medens de holdt inde i Forbløffelse over Mesterstykket.
Det varede rigtignok kun i to, tre Minuter, istedetfor at Torbjørg og Aslak maatte staa med Linklædet om Hodet og bakke den ganske Dag.
Men Seir er nu engang Seir, og naar Kapteinen bagefter gik inde i Stuen og humrede indfornøiet, var det ikke uden en liden polisk Bitanke paa sit Krigspuds … For, ja minsæl, værkede det ikke i Armen efter alligevel, det kjendte han. Og han tog sig et Par Gange over dem, inden han bandt Servietten om Halsen og satte sig ved Bordet for at lade den varme Blodpølse med Rosiner og Smør over, som Thinka kom ind med til ham, vederfares sin Ret.
„Lidt Sennep, Thinka!”
Thinkas stilfærdige Skikkelse gled hen i Hjørneskabet efter det forlangte.
