de vil bruge ham derinde i Stockholm, at han nu perfektionerer sig saa i fransk.” „Ja, han blir vist noget stort … Du kan tro, vi har det grulig lunt og hyggeligt, naar vi imellem er hjemme alene om Aftenen og jeg læser høit for Tante.”
Ma’s store, blaaprikkede Kyse reiste sig; med Bordkniven i Haanden rakte hun Tallerkenen tom tilbage.
… „Og saa har han vist det Væsen, som passer, jo høiere han kommer.”
„Aldeles fuldendt, komplet! Men jeg véd ikke, hvordan det er, han passer ligesom saa lidt at tænke paa heroppe paa Landet.”
Ma stod lidt med Bordkniven i Haanden:
„Nu faar det være nok,” udstødte hun og tog Kurven noget besværet … „Det blir ikke videre med Ærterne iaar!” sukkede hun.
I Kjøkkenet paa Gilje herskede fuld Travlhed med Juleslagtningen …
Der var en kold Træk fra Bislaget, en Lugt i Luften af Muskateblomme, Ingefær og Nelliker, — en Duren af Hakkeknivene og dumpe Døn og Stamp, saa Gulvet rystede, fra Træmorteren, hvor selve Stor-Ola var placeret med hvidt Forklæde og Serviet om Hovedet.
Øverst ved det lange Kjøkkenbord sad Ma med Stoppenaal og Lintraad og syede Rullepølser, medens nogle af Husmandskjærringerne og Thea, hvide som Engle, skrabede Kjød til den fine Bolledeig.
