langsomt krøb ud og ned ad Væggen med den vundne Erfaring i Livet, eller blev liggende bedøvede og sprællede i Vinduskarmen …
„Isch! — og lige op i Vaskevandet!”
Hun saa med en vis Indignation paa Aarsagen, — hendes Violsæbe …
Den aabnede ligesom en ny Tankerække, medens hun et Par Gange lugtede til den …
„Mors Gulsæbe er ærligere!”
Hun slængte den raskt ud af Vinduet og feiede med Haandklædet Valpladsens faldne omhyggelig væk af Karmen.
Ma og Inger-Johanna stod siden paa Formiddagen yderst i Haven og plukkede ind Sukkerærter til Middagen.
„Bare de mest modne, Inger-Johanna! — som blir for haarde og træede, til Far kommer hjem …
Hvad nu Tante vil sige, naar hun faar høre, at vi har ladet Dig følge Far saa langt op i det vilde. Hun vil vist ikke finde en saadan Tur videre indbydende eller fatte, at Du kan være saa veltalende over Sten og Ur.”
„Nei hun synes nok, intet kan maale sig med deres Tullerød!” lo Inger-Johanna.
„Ræk Tallerkenen over til mig, saa skal jeg tømme den i Kurven,” lød det fra Ma.
„Saa Tante skriver, at Rønnow blir hele Vinteren i Paris!”
„Rønnow, ja … Men jeg skal rigtig more mig med at læse høit for hende ivinter i Gedeckes Schweitzerbeskrivelser, og saa gi’ hende smaa Doser til fra min Tur.”
,„,Nu taler Du uden at tænke, Inger-Johanna! Der blir altid en stor Forskjel paa det, som ligger indenfor Dannelsens Kreds, og øde, vilde Strækninger heroppe i Fjeldene” …
Ma’s kysebedækkede Hoved bøiede sig ned bag Ærtestængerne … „Far siger, at det vist er, fordi
