Side:Jonas Lie - Samlede værker 6.djvu/103

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
95


„Se bare al denne krogede, forvredne Troldskaben … man kan sige, at Livet er rigtig steinet ned her, — og endda pibler det op!”

Han stansede:

„Véd De, hvad jeg kunde ha’ Lyst til, Frøken Inger-Johanna?”

Der var ikke længere Spor af det Drag af Ironi, som ellers laa over ham.

„Simpelt væk at bli’ Skoleholder! … lære Børnene at lægge de to første Pinder ikors med deres egne ligefremme Tanker, — det er Grundstokkene, som blir troldvride i os. De skulde faa Lov til at tro og begribe akkurat saa meget og saa lidt, som de virkelig kunde gabe over. Og saa paa Dør med hele Hæren af disse elskede betryggende Forbud. Jeg skulde bare vise Følgerne, — blande Krudt og Fyrstikker sammen for deres Øine, til det gik tilveirs, og saa sige: Værsaagod Jørgen! for mig kan Du gaa med de to Ting i Lommen saa meget, Du vil, det er Dig selv, som springer i Luften. Det er Ansvaret, det gjælder at øve i Opvæksten, skal der bli’ Mennesker af os.”

„De har gruelig mange Idéer, Grip!”

„Fikse, mener De? — Havde jeg havt noget Talent i Pennen! — men jeg er saa totalt mundtlig slaat …

Ser De, her gives bare fire Porte, og de heder Theologi, Filologi, Medicin og Jus, og saa har jeg foreløbig banket paa den sidste. Hvad jeg vil der, det véd ikke jeg! … Har De hørt om Katten, Frøken, som de satte i en Glaskugle og pumpede Luften ud? Den mærkede, der var noget galt paafærde; det kneb for Pusten, Luften blev altid tyndere og tyndere, — og saa satte den med ét Labben for Hullet … Jeg skal ogsaa tillade mig at prøve at sætte Labben for Trækhullet. For her er lufttomt Rum! — ikke oppe i Skyerne hos Poeterne, bevares, der lyner og lyser det og skrives der om at virke