184
prægtige Hoved . . . hun saa op — lige hen i Vinduet . . .
. . . „Og naar man bare vil prøve at staa imod . . . med det samme Raptusen kommer . . . som er det samme som den lebendige Satanas” . . .
Grip aarkede ikke at høre mere, og koldt var det at staa paa over Sjøen.
Han sprang af og lod gamle Rist fortsætte sine Taler i den Tanke, at han stod bag ham.
Det var en kold Sno derude paa Isen . . .
Han saa en Stund sin egen Skygge med Hænderne i Frakkelommerne fare afsted, mens Maanen seilede mellem Skyerne . . . Lampen lyste saa varmt paa hendes Ansigt . . .
Tre Dage efter om Aftenen stod Inger-Johanna i Vinduet og saa ud. Brystet gik i svær Bevægelse . . .
Grip var død af Lungebetændelse nede i Løvviggaardene.
Hun havde været dernede og pleiet ham til nu, hun var kommet hjem — talt med ham, hørt sig leve i hans voldsomme Fantasier og faat hans sidste bevidste Blik, før det sluktes . . .
Maanen stod saa klar og kold paa Himmelen. Hele Landskabet med Fjeldene og alle de store, rene Former skinnede magisk hvidt i Frosten . . . hvidt som mellem Høifjeldsfonnene . . .
„Aandens Magt er stor!” sukkede hun i sorgfuld, endnu bævende Eftertanke . . . „han gav mig noget at leve paa!” —
