182
Undafkomst fra Forholdene var et af de faa grønne Straa i hans Liv, saa fortaug han den inderste Tanke, han bar paa, at hendes lille Skole var en Aflægger plantet af hans Idéer.
— I Skumringen den næste Eftermiddag sneg en Skikkelse sig hen til Gjerdet om Skolestuen . . . Trangen til mulig at se et Glimt af hende drev ham nærmere og nærmere.
Nu stod han lige ved Vinduet:
En dunkel Skikkelse bevægede sig engang imellem foran det.
Derinde spillede et uvist Skjær fra Ovnsmundingen. Der var ikke tændt Lys endnu, og han hørte en Guttestemme sige op noget udenad, som han ikke just kunde; det lød som Vers . . . Det var vel Børnene fra Kompagnichefsgaarden . . .
Gangdøren var aaben, og lidt efter stod han derinde aandeløs lyttende . . .
Han hørte hendes Stemme! . . . hendes Stemme . . .
„Sig det op, Du Ingeborg . . . Gutter er saa dumme paa saadant noget.”
Det var Vers til Norgeshistorien . . . Ingeborgs Stemme lød klart: —
den Blomst i Kong Haralds Vaar,
mon endnu saa stolt en Jomfru
hen under Liderne gaar?
hun vilde ei dele paa,
de hørdske og holmrygske Piger
hun bød ifra Kongen gaa.
til yderste Odde Land,
en Konge hel for en Dronning,
for Kvinden den hele Mand!”
Han stod som fastgro’t til Gulvet, indtil han hørte Inger-Johanna sige:
