176
paa Grund af lufttomt Rum! . . . Mærkede Du ikke noget til det?”
„Hi, hi, hi,” vrinskede Simensen.
„Ja, De forstaar, hvad jeg mener, Simensen? . . . Et godt Glas Punschekstrakt i denne Kulde, — af Deres i Butiken, skulde gjøre godt nu, hvad? Jeg er ikke for Øieblikket ved Muffen; men, hvis De vil ha’ den Godhed at skrive mig” —
Jo vist skjønnede Simensen Ulden . . . „Lad gaa da.” . . .
„Som man smør, saa kjører man, véd De nok, min kjære Simensen! . . . og — naa der kommer Fluidumet . . .
Vil De vide, hvorfor man drikker?”
„Aa, det kan nu ikke være saa farligt at skjønne det.”
„Nei nei; — men maaske vil det dog kunne stilles i en høiere Belysning, hvad en Mand som De ikke vil undlade at paaskjønne. De véd, der ellers er stor Uvillie mod nye Belysningsvæsker.
. . . Ser De, hm!” — Han satte sig tilrette . . . „Man lever i tynd Frak og Kulde, smaa Forholde . . . undser sig i sin Sjæl . . . føler sig at gaa under som Menneske Dag for Dag . . . Disputeres der, tør man ikke hævde sig; placeres man ved et Bord, tør man ikke tale . . . Og saa — bare to Drammer . . . to Glas Finkel til Briller at se igjennem, — og ein, zwei, drei Marsch! Hele Verden er en anden, . . . man blir sig selv, føler sig i den Sundhed og Vigør, som man en Gang var emnet til; éns Person blir selvfølende, stolt og djærv, Talen klinger paa Læberne, Idéerne lyser, Menneskene beundrer. De to Glas, — bare de to Glas, — jeg nægter forresten ikke de tre, fire, fem og seks, Skaal! — udgjør Differentsen — De véd, hvad Differentsen er, Simensen! — mellem hans sunde og hans syge Menneske, medens den Mand, som Verden slog ihje— Naa ja . . .
