173
det maaske selv, thi den fortsatte kun i haardere Trav, men sagtnede saa efterhaanden. Den kjendte Tømmen var løs og slappet; dens Bugter faldt længere og længere nedover Boven.
Svøbesnerten hang som før nedover Kapteinens Ryg, kun endnu skraaere.
Han havde begyndt at kjende det med saadanne Kuldegysninger, ligesom der med ét sad Frost i Kroppen . . . Og nu var han blevet saa døsig — fik saadan Trang til en Lur . . .
Han saa Tømmerne, Ørene og Hængemanen over Nakken paa Svarten nikkende op og ned foran sig og et Fyg forbi af Jorden under . . .
Det var, som en Kraake fløi op og mørknede lige over Ansigtet paa ham; men han kunde ikke faa Armen op for at gribe . . . saa fik det være . . .
Og der stod Kornstaurene som krogede gamle Kjærringer . . . de vilde hævne sig, — strittede mere og mere med Halmluggerne som Trold imod ham og vilde forbyde ham at faa Armene op for at naa Tømmerne og komme til Gilje ... De vrimlede ligesom mellem Himmel og Jord, dansende, svimlende, — lyste og sortnede. Saa var det som et Raab eller Brag nogetsteds fra. Der kom Inger-Joh . . .
Svarten havde faat Tømmerne helt nedover Forbenene; om lidt maatte den komme til at træde i dem . . .
Fra det lune Trav, hvori den tilslut var kommet, begyndte den at gaa . . .
Saa vendte den Hovedet om, — og blev staaende midt i Veien.
Svøbesnerten hang ned som før. Kapteinen sad der urørlig med Hovedet noget bagover . . .
De var endnu paa Fladen, og Svarten stod taalmodig og saa hen mod Giljebrækken, der laa et Stykke foran, indtil den atter vendte Hovedet om et Par Gange og saa indover Karjolen.
Nu begyndte den at skrabe i den frosne Jord
