170
og Morskabsbogen enten ude paa Trappen eller i Stuen . . .
„Hun synes nu vel selv, hun har det godt, Du?” sagde han til Ma.
Han gjentog det saa ofte; det var, som han havde en vis hemmelig Uro paa det Punkt. Ved at se Syn for Sagen gjennem Inger-Johanna havde han paa et Vis faat Øinene op, ialfald anelsesvis, for Muligheden af, at et Kvindemenneske dog nok alligevel kunde blive ulykkelig ved et godt Gifte.
Hans stadige Beroligelse var jo saa igjen, at saadant nok kunde hænde et Undtagelseseksemplar af Menneskeheden som hans Inger-Johanna — med hendes fremragende Natur og Utaalsomhed for at leve under nogen andens Villie.
Men almindelige Pigebørn havde det nu ikke med at føle og tænke saa høit op i Applikaturen; — og Thinka var jo som skabt for at rette og føie sig efter nogen. . . .
Spørgsmaalet laa dog alligevel som en Orm og vred sig i Maven paa ham . . .
— — „ Du Inger-Johanna!” sagde Thinka ude paa Trappen, „læg Mærke til Far, hvor han ser sammensunken ud nu, han gaar der nede ved Havegjerdet . . . og i ét væk glemmer han Piben; den er ikke halvrøgt, før den slukner” . . .
„Saa Du synes, han er saa forandret,” gjenoptog Inger-Joh nna i Tanker Samtalen oppe paa Værelset om Aftenen . . . „Stakkars Far! — det er saa rent umuligt for ham at komme over det. Jeg var jo bestemt til Paradehest . . . Men tror Du, han nu vilde kræve det op igjen af nogen af os?”
„Du er stærk, Inger-Johanna! og det er vist rigtigt. Men han er blevet saa snil,” sukkede Thinka; — „og det er det, som tager saa paa mig” . . .
Eftersom Tiden rykkede nærmere, gik han mere og mere og gruede for Eksercitien, saa Ma tilslut
