169
at løbe Spidsrod hele Bygden igjennem at reise dernedover.” . . .
Han stod hensunken foran det store Klædesskab ude paa Gangen, da Inger-J Johanna kom didop.
„Vil Du se noget,” sagde han —
„Skaftestøvlerne dine, fra Du var liden.” . . .
Hun likte ikke at gaa i Husholdningen, men udviklede en stor Driftighed i det udvendige. Foreløbig skulde nu Haven udvides, Sengene være maalte og opspadede og Gjerdet sat, til Thinka kom derop i Besøg.
Hun stod der med Straahatten nede i Haven fra tidlig om Morgenen. Der var saadan Fred i at faa arbeide i den friske Luft og slippe at sidde inde over Sømmen og tænke.
— Kapteinen gik og kviede sig for Eksercitien.
Ma havde flere Gange foreslaaet at hente Rist; men nu besluttede hun og Inger-Johanna i Samraad at gjøre Alvor af det.
Der fulgte altid saadan Beroligelse med ham, naar han kom:
Javist skulde han paa Moen! — lidt Springmarsch daglig i Række og Geled tog Fedtet saa prægtig væk og satte Blodet i Orden rundt, som det skulde gaa . . . „Aldrig har Du endnu snakket om Svimmel, naar Du var paa Pladsen, Jæger! — Det er just den rette Kur, om der skal blive Tale om et Glas Punsch igjen paa denne Side af Jul.”
Medens Gülcke var paa Thingreiserne, kom Thinka saa didop paa Besøg.
Der gik Søstrene igjen hjemme sammen og snakkede som i gamle Dage; men ingen af dem undredes længere over, hvad der kunde være i Verden udenfor dem . . .
De vidste det saa vel begge to!
Han kjendte sig saa hyggelig, sagde Kapteinen, naar han saa Thinka sidde der med Strikketøiet
