167
sit, — og saa villigt, som hun vidste, det vilde optages.”
. . .
Hun stod der saa selvberoende, dirrende fortabt i sin egen Tanke med de nedslagne Øine og dunkle Bryn. Hun var blevet mager og slankere . . .
„Og nu er jeg kommet hid hjem med mere Sorg, end jeg kan sige ud til eder eller forklare, — saa angst” . . .
Der blev en Taushed, hvorunder der rørte sig underlige Følelser hos Kapteinen:
„Siger . . . Siger Du det . . . at vi ikke holder af Dig . . . vil gjøre Dig alt ondt . . .
Naa ja, . . . kanhænde, at jeg siden ikke finder det saa rigtig igjen, hvad Du har gjort . . .
Jeg siger, kanhænde det! . . . Men nu siger jeg Dig, at, maatte Du gjøre det, saa skal vi staa for det, akkurat som Du selv vil med den Sag. Du skjønner den ialfald . . .
Aa jeg mener, Du endnu ikke har kommet til at sætte Dig, Barn! . . . Lad hende endelig faa noget at leve af, Ma!”
Han fo’r med ét ud. Der maatte skaffes bort endel oppe paa hendes Værelse, saa hun ikke fik se, at der repareredes . . .
XIII.
Kompagnichefsgaarden stod der frisk rødmalet Sommeren udover oppe i Aasbrynet og saa udover Bygden; den var blevet som en hel Pryd.
Men Stor-Ola vidste nu ikke, hvordan det var . . . Siden den Malingen var Kaftein’ ligesom ikke lig sig. Det var vel ikke den rette Velsignelse med den.
