163
som med Tænderne; der er ikke Fred, før man har dem alle i Bordskuffen” . . .
Nei alt dette var ikke noget for Far! — tænkte Ma.
— Stor-Ola stod med Brækstangen. Det var en Sten, som skulde lempes ind i Gjerdet. Men Telen var haard deroppe i Marken, endda Solen stegte saa hedt, at han maatte tørre Panden med Topluen, hver Gang, han hvilte.
Underofficererne var vendt tilbage paa Kontoret udover Formiddagen med Lønningerne i Lommen, den ene efter den anden; og, at det ikke var med Maade slet Føre og Grøp i Landeveien, det saas paa deres tilskvættede Hjulkærrer; de var som dyppet i Sølen.
Han gjorde sig netop færdig til at sætte Jernstangen under igjen, da han med ét holdt inde. Der var noget, som optog hans Opmærksomhed, — en Karjol med en Skydsgut gaaende ved Siden og en liden gul, helt under Bugen tilsølet Hest . . .
Med Tougstumper til Tømmer og de surrede Karjolarme sled og arbeidede den Kjøretøiet op ad Giljebakkerne i Zigzag, i ét væk stansende for at drage Pusten . . . Solen stak tilgavns dernede i Telen.
Skydsen nede fra Drevstad — han kjendte baade Hesten og Skrangledoningen . . .
Det var hellerikke det, som skulde have beskjæftiget ham saa farligt; men der sad nogen i . . . et Fruentimmer med Hat og Slør . . .
Ikke skjønte han det . . . det Lag med Hodet . . . Var det ikke . . .
Han gjorde et Par langsomme, betænkte Skridt, tog saa med ét til Sprang, og over Gjerdet dernede gik det med et Kast, som kunde taget Bjelken i en velbygget Stue:
11*
