159
ning; saa kom Fuldendelsen, den tredie og sidste. Vaarluften trak, saa Væggene tørrede næsten øieblikkeligt . . .
Lidt svimmel blev han jo af og til under alt dette, saa han maatte stanse og sunde sig; men det havde sin gode Grund i, at Kirkesangeren iaar, han var blevet saa meget triveligere, ikke havde taget ham for nok Blod, — og saa af, at han kanske drev for haardt og ivrigt paa; for længtede gjorde han, saa det havde Skik.
Han snakkede bare om Inger-Johanna, om hendes Udsigter, Skjønhed og Evner, og hvorledes Ma ikke kunde nægte, at han havde set, hvad der bode i hende, fra hun var ganske liden.
Kun tænkte Ma i sit stille Sind, medens han gik der høirøstet og glad, at han dog var magrere og sundere, dengang han havde flere Ærgrelser og maatte tage Verden lidt tungere. Hun havde indviet ham i Tante Alettes Betænkeligheder i Anledning af Jørgens Evner for det boglige.
„Jeg har ikke kunnet lade være at tænke paa, Jæger, om Jørgens rette Lykke kanske ikke skulde være at komme paa den Hylde?”
„Paa hvad for anden Hylde da? — bli Skomager og ligge paa Knæ og ta’ Maal af os andre kanske . . . Aa—haa, nei,” — rækkede han sig i overflødig Overbevisning, „har vi Raad til at holde ham frem til Studeringen, saa kan han sagtens læse. Mange dummere end han Du! som er kommen sig frem baade til Præst og Fut” . . .
En Dag sondrede Kapteinen i Hast et Brev fra Tante Alette ud af sin Embedspost og kastede det paa Bordet til Ma’s behagelige Gjennemlæsning. Var der noget, fik hun sige det til ham, raabte han tilbage, idet han gik op Trappen til Kontoret; han var bleven en hel Del tykkere og mere aandpusten i den sidste Tid og tog mere trofast i Rækværket.
