158
i disse Dage faat min snille (men ikke just synderlig kraftige, det var Synd at sige!) Onkel til at begaa den lidet ridderlige Handling at opsige Grip fra hans Post paa Kontoret. Det er lige til at berøve ham Halvparten af, hvad der udfordres for at kunne leve og studere herinde, og det blot fordi hun ikke fordrager hans Idéer.
Jeg lod hende vide lige rent ud, hvad jeg syntes om det, at det var baade hjerteløst og intolerant; jeg var saa oprørt.
Men, hvorfor hun til syvende og sidst — for der er hos Tante altid noget til syvende og sidst, — forfølger ham, det skulde jeg endnu have Lyst til at vide” . . .
— — Hensyn maatte der naturligvis tages til Inger-Johannas Ønske om at udsætte Brylluppet. Og der blev da ogsaa skrevet og skrevet frem og tilbage.
Men saa kom Rønnows nye Udnævnelse og med denne det afgjørende praktiske Hensyn i Vægtskaalen, at der maatte sættes Hus til Flyttetid i Oktober.
Der var Generaloppudsning paa Gilje fra øverst til nederst, inde og ude. Værelserne ovenpaa maatte hvidtes, og alt gjøres istand, til de nygifte skulde komme og være der isommer efter Brylluppet, i hele Juli.
Og naar Inger-Johanna kom, skulde hun møde en Overraskelse — hele Chefsgaarden i Henhold til Armédepartementet, flunkende ny rødmalet med Mønje og hvide Vinduskarmer.
Kapteinens Hverdagsfrak havde en Regn af Pletter fra alle de Gange om Dagen, han havde staat ude ved Malerstigen og set paa Arbeidet, — først Grundingen og nu anden Gang Overstryg-
