155
sandelig mere som de har faldt, end som jeg har spillet dem! — vil Du vist forstaa, at jeg i de sidste Par Aar har fundet det rigtigt at se mig om efter en Hustru og Livsledsagerinde, der kunde passe til mine Forholde. Men under al min Søgen gjemtes dog i den lønligste Krog af mit Hjerte en sorthaaret, mørkøiet Pige, som jeg først saa oppe ved Spillebordet en Vinterkvæld paa Gilje og stiden, altid mere og mere betaget, gjensaa og atter gjensaa under hendes Udvikling til den stolte Kvinde og Dame, hvis overlegne Natur var uomtvistelig.
Nu, — jeg skal med mine runde seks og firti Aar ikke opvarte med nogen længere Kjærlighedshistorie, skjønt der kanske kunde være en Del at sige om den Sag ogsaa. At jeg ikke er af de gamle indvendig, har jeg ialfald fuldt ud mærket ved denne Anledning.
Det falder af sig selv, at jeg ikke henvender denne min Begjæring til Dig uden først gjennem et nærmere og længere Bekjendtskab at have forvisset mig om, at din Datter ogsaa kunde nære noget tilsvarende Følelser for mig.
At Resultatet ikke har været til min Desavantage, fremgaar af hendes igaar modtagne dyrebare Svarskrivelse til mig, hvori jeg har hendes Ja og Samtykke.
I Haab om, at en oprigtig Færd og Mening ikke vil støde paa Mistydning, retter jeg herved den Bøn og det Spørgsmaal til Dig og din kjære Hustru, — om I vil betro mig eders dyrebare Inger-Johannas Fremtid?
Hvad en Mand kan gjøre for at lette og bane hendes Livsvei, tør jeg nok paa parole d’honneur love, hun aldrig skal savne!
Jeg skal kun tilføie, at naar de høie Herskaber i Slutningen af Mai eller Begyndelsen af Juni reiser til Kristiania, vil ogaa jeg have Tjeneste og følge
