141
og ubekymret for Følgerne, at det kun kunde opfordre Fogden til vis Forsigtighed.
Alle vilde drikke med Bruden og Brudgommen, — op igjen og op igjen.
Fogden sad tilfreds foroverludende med sit store, tyndhaarede Pandehvælv, agtpaagivende for at vælge sine Ord paa den kvikkeste og for Tilfældet mest passende Maade.
Og saalænge det kom an paa Talerne, var han ubetinget Mester, uagtet han nok kunde have en Rival i Korpslægens adskillig dybere lagte Satirer, der blev mere problematiske og snertende, eftersom han drak.
Men nu helligede de smaa blide, blikkende Øine sig mere og mere taageblanke og ømt omslørede udelukkende til Bruden . . .
Hun maatte spise af Taarntærten og Vinkremen — for hans Skyld! . . . Han vilde ikke drikke mere, hvis han kunde undgaa det, — for hendes Skyld! . . . Jeg forsikkrer Dig, for din — bare for din Skyld . . .
Og Indhug blev der gjort i Varerne paa Cilje under fortsat Lystighed til langt udover Natten, da endel af Slæderne i Stjerneskin og Nordlysskjær slingrede hjemover med deres halv ubevidste Indhold trukket af de ædru Heste, — medens saa mange, som Huset kunde rumme, blev over for videre at ture Bryllup og Jul den næste Dag. — —
— — — Ved Nytaar var Huset endelig tomt for fremmede, Fogden og Kathinka vel installeret i deres Hjem, og Kapteinen reist ned paa Besøg til dem sammen med Thea for at ture Nytaarshelgen der.
Men da var ogsaa Ma træt og opgivet tilgavns!
Hun følte det, nu Arbeidshjulet med ét var stanset, og hun sad der alene hjemme paa anden Nytaarsdag, hvor uhyre det havde været at trække
