140
Kathinka, at hans Tanker blot var hos hende, indtil de snart kunde blive forenede ved et stærkere Baand, samt at hun, naar hun først kom ind i sit ny Hjem, vilde finde adskilligt andet, der mulig kunde være efter hendes Sind, men som det ikke vilde være praktisk at sende op til Gilje kun for straks at lade det bringe tilbage igjen.
Baldrian og Viggo havde han, — hvad han haabede, hun var enig med ham i, — ikke taget hjem til Jul; han havde sendt dem ned til sin Broder, Præsten i Holmestrand.
— Men aldrig havde der i Stor-Olas Tid været en saadan Høitidspuds paa Hester og Kjøredoning! Da de tredie Juledags Morgen fo’r afsted ned Bakken til Anekskirken, var det, saa det lyste af Sæletøi og Dombjelder, og begge Svartene skinnede for Bredslæderne, som om de kunde være blankede op baade i Haar og Man.
Under Bjørneskindsfælden i den første sad Kapteinen i Ulveskindspelts og Thinka indsmedet i Fogdens førstes Kjæder og Klæder med Ungsvarten for. I den anden Ma og Thea med Stor-Ola bag paa Hundsvoten og Gamlesvarten . . .
Der stod Underofficererne og gjorde Honnør ved Kirkeindgangen i Uniform; og inde ved Kirkestolen reiste sig i Gallauniform Løitnanterne Dunsack, Frisak, Knebelsberger og Knobelauch.
Saa Fogden fik føle, her dog var Glans! . . .
Og hjemover vendte, efter endt Ceremoni — nu med Kapteinen og Fruen i den første Bredslæde og Brudeparret i den anden, — et saa langt Følge, at Fogdens Idé om at feire Brylluppet i Stilhed maatte anses som totalt overkjørt.
Paa Gilje ventede Middagen! . . .
Under denne udviklede Bataillonens Kræfter fra yngste Løitnant og lige op til Kapteinen et Ungdomsmod i Angrebet paa de stærke Varer saa vildt
