308
lukkede op og foldede ud Papir efter Papir, — søgte og søgte ind til Sammenhængen.
I en fin gammel Lommebog fandt hun enkelte Blade beskrevne med henkastede Streif ...
Hun trak Lyset tæt ind til sig, — læste og dechiffrerede den utydelige Skrift, — prægede i dybeste Spænding ligesom hvert Ord ind i sin Sjæl, medens Øinene i det farveløse Ansigt brændte med en underlig Glød ...
— „Nyttede ikke. — Nyttede ikke — begyndte det første Blad ... Trode, jeg skulde kunnet reise fra det ved at søge ind til Byen, — gjøre Udenlandsfart! ... Men mig kan Tilværelsens Ensomhed overfalde midt i Menneskevrimlen — værst da! ... —
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
Jeg har saa klart for mig mit tidligste Indtryk:
Jeg sad paa Gulvet og legte og hørte min Mors dæmpede Samtale med Jordemoderen om, at noget som en Negl og Antydning til en Finger var opereret ud af min Ryg, da jeg var aarsgammel ...
Det var en Negl og ikke Spidsen af en Klo, — forsikkrede Madamen.
Mor lyttede ivrig til og lagde Vægt paa, at det maatte forties ......
— Jeg kunde siden ikke tænke paa andet. Det stod altid for mig — jeg følte det som Greb i Ryggen, — som jeg havde noget usynligt efter mig.
Og saa dette Sagn om Misfostre i Slægten, som tydede ud i vort Hjem ... noget ondt, som skulde sones i hvert syvende Led! — —
Da jeg var ti, elleve Aar, blev jeg opmærksom paa noget som en Negl under Huden ovenfor Ankelen, og trode at kjende som lidt af en Taa ...
Jeg kjendte og følte bestandig efter ... fik en forfærdelig Panik, — til sine Tider en usigelig
