305
„Saadan ser hun ud altsaa, den unge Jomfru
Merete Orning! som — jeg ikke kan leve foruden
...” —
Han stod og stirrede paa hende med Hænderne paa hendes Skuldre — „Havde jeg formaat det, vilde jeg flygtet mange Gange, — for længe siden ... Frit ikke saa! — Se ikke saa spørgende ud” —
Han strøg sig nervøs med Haanden om Panden ...
— „Den gamle Kirkeslæde der med Udskjæringerne og Snørklerne og Forgyldingen, — jeg har tumlet og drømt om den i hele Nat” — smilte han tungsindig.
„Du sad oppe i den, Merete. Men mig var det trods alle Anstrengelser umuligt at komme med for Violoncellen, som sad der med den brukne Hals ved Siden af Dig! Snart prøvede jeg fra Siden og snart at springe bagpaa Meien. — Og bestandig hørte jeg en Tone ud af den, som blev stærkere og stærkere hver Gang, jeg prøvede. Og tilsidst lød der lange, forfærdelige Hyl udover Landskabet mod mig, der formastede mig! —
Jeg var Dig saa nær, at jeg næsten kunde rørt ved Dig; — men Du, Du var ligesom i en anden Verden —
Da Slæden bøiede af, stod jeg og saa efter Sporet i Sneen — og vaagnede ved at høre mig selv raabe efter Dig — Merete! — Merete! —
Ikke sandt?” — Han skalv i Stemmen og sittrede. — „Nu snart skal jeg slippe at raabe efter Dig. — Sig det, lov mig det, — giv mig dit Kys paa det ... Der maa intet komme nu og stille sig mellem os to.”
Han blev pludselig staaende og stirre stivt hen mod Slæden.
„Hvad er det?” — fo’r Merete op. — „Som Du er ophidset idag!”
Jonas Lie: Samlede Værker. XII. 20
