298
denne ... Til min eneste, kjæreste, velsignede Merete!”
„Jeg husker det ikke,” — hviskede hun, — „naar jeg ser Dig igjen, — har Dig her ... Hav Du dit Humør, — jeg kan blaase, véd Du.” —
Lidt efter var det som strøget og glemt altsammen. Han spøgte og lo med hende og løftede hende høit iveiret, inden han skyndte sig over til Kontoret.
Og det forstod Merete, — hun kom vist til at græde mangen Gang. Men det gjorde ingenting ...
Sankowitz stod igjen paa Vangen med den gamle bulede Hat, fugtige Klæder og sølede Støvler og tørrede Fødderne paa Granbaret i Gangen. Han satte den vaade, rindende Bomuldsparaply forsigtig imod Væggen, medens han hilsede paa Alida.
„Et schreklicht Veir denne Høst, — saa meket Regn ...
Jah! — det blifer ikke mange igjen nu af de edele Vangenske Jomfruer ... Ikke som sidste Jul, da de alle traadte Dansen i den store Sal. — Man har sticket Brudegaver og berettet mig om alle de Nyheder, hvor jeg har færdets i Distriktet, — paa alle Kanter. — Jomfru Marianne saa plötzlich gnädig Fru paa det rige Værk! ...
Och den unge Jomfru Merete, som var saa liden som saa,” — han holdt Haanden ned, — „da jeg ferste Gang saa hende, forlovet og skal snart giftes med Hr. Fuldmægtig Rein ...
Jomfru Barbara —
Och Jomfru Alida self —
Ja, det er meget, som alle Fugle flyver sin Vei ud af Reden!
Och den Sorenskriver? — Och den Frue? ...
