291
Lidt haardt for Fruen, som saavidt var kommet
ud fra sit Fængsel og nu burde have faat sin
gode Tid og Fred til at gjenvinde Kræfter og forfriske
sig ved at stelle i Haven.
Og midt i dette, den store Begivenhed med Marianne!
De blev jo høist forundrede, da hun ikke straks vendte tilbage fra Værket, efterat Alida havde afsendt Brevet, hvori hun hævede Forbindelsen, og Far i et samtidigt kaldte Marianne hjem.
Og det faldt da som en Bombe ind i Familien paa Vangen, da Groth og Marianne saa meldte deres Forbindelse.
Men da de havde læst Brevet ud, blev det jo forstaaeligt og snart næsten, som det saa skulde være. Groth havde paa sin Side mere og mere følt og kommet til Erkjendelse af, — skrev han, — at det var Søsteren Marianne, der optog hans Sind, og at de to var som skabte for hinanden.
De gamle paa Værket ønskede da, at Brylluppet skulde staa snarest mulig og uden Opsigt, idet der løstes Kongebrev.
... Ja her undgikkes ialfald den huslige Side af Udstyret, om end Far maatte gribe sig noksaa stærkt an til Sølvtøi og de betydelige Brudegaver.
Da saa Visergutten fra Vangen kom op til Rafos med Groths Brev, der var slaat i forseglet Konvolut, sad Tante Ra længe vuggende over det med allehaande Ryk og Nik og grublede ...
Den Pige — den Pige ... vidste, hun maatte ende med at tage sidste Stik ... Hun spillede altid udmærket. Kun havde hun saa daarlige Kort paa Haanden, stakkel! — det koparrede gustne Ansigt — og de smaa kloge, — men klippende Øine ...
