287
som lidt katolsk af sig og havde sine egne Forestillinger” ...
Merete sad og betragtede de fine, skoformede Blomster —
„At ogsaa De engang har været liden,” — grublede hun, — „og gaat der og snakket med en Mor! — Anderledes end alle andre Gutter, tænker jeg mig ... De maa vel ogsaa ha siddet med en Lærer engang. — Men jeg kan ikke forestille mig, at De ikke har vidst alting før.”
„Jeg husker bare,” — sagde han, „jeg stod og saa paa min Mor, naar hun ligesom blev væk, — og undrede over, hvor hendes Tanker kunde gaa, naar de saadan fortabte sig i det fjerne, som Fugle — nogensteds ind i en anden mystisk Verden —. Hvor man aldrig skulde været!” fulgte det mørkt. „Det hævner sig at gaa over Grænserne ... Grænser er de Former, hvori Verden støbes ...
Nei, jeg var videbegjærlig og lærelysten nok,” begyndte han igjen livlig. „Men mit inderste Syn kunde de desværre ikke faa sat civiliserede Briller paa.”
„Jeg indbilder mig, De gaar ligesom under et Fjeld, der er utrygt for Skred,” sa hun eftertænksomt.
„Er De aldrig ræd for, at der kan falde Skred ind i Deres Liv da, Merete?” spurgte Rein forskende.
„Aa — nei” ...
Hun rystede paa Hodet, og der kom noget lykkeligt op i hendes Ansigt.
— Der begyndte smaa pludselige lumre Vindstød, og Bølgerne slog og skvulpede mod Forenden af Baaden, medens Vandet mørknedes af de opdragende Skyer.
„Tag Sjalet om Dem ... De er da ikke ræd for et lidet Uveir vel? — De, som ikke engang frygter et helt Skred!” opmuntrede Rein hende.
