286
Der, to Mile indover, laa Sorenskrivergaardens
Sæter.
Det var derfra, hele den Vangenske Ungdom nu i den lummerhede Sommereftermiddag kom nedover efter en to Dages Sætertur.
Skyerne begyndte at drage op og samle sig i mørke, urolige Masser —
Det saa truende ud; man frygtede Uveir og hastede hjemover ad Skovstien langs den stride, fossende Raelv.
Ved Lovandet blev man enige om at sætte over for at komme hurtigere frem. — Eufemia og Alida gik i den ene Baad, hvor et Par af Kontoristerne førte Aarerne, medens Rein foreslog at ro Merete i den lille Ege. De øvrige maatte tage Veien rundt Vandet tilfods.
Man skyndte afsted —
Rein maatte først øse Baaden, der laa halv fyldt af Vand, forsikkre sig om Nøglen og vende og tørre Tofterne.
„Nu opi, Jomfru Merete!” —
Han heldede Baadkanten til, for at hun skulde faa Fodfæste, og hjalp hende over, — kastede saa Randselen i Forstavnen og en Bundt friske Fjeldblomster hen i Meretes Fang.
Efterat have manøvreret Baaden ud mellem Stenene og stødt fra Land, sad han nu med et vist roligt Behag og trak ufortrødent paa Aarerne ...
... „„Jomfru Maria Guldsko”” ... nikkede han mod Blomsterne, dem hun sad og ordnede ... „Jeg mindes altid min Mor ved dem ... Det var hendes Yndlingsblomst,”, — snakkede han, medens han roede. — „Hun var saa tungsindig, — og det gjorde saadant eget Indtryk paa mig som Barn, da hun engang sa: „„De der — de gule skinnende, — de er de sidste Solspor af, at Jomfru Maria har været her i Landet!”” — Hun var lige-
