285
kom nu her Thomas, aien aien Dreng. Kom nu her og sæt Dig i Stolen ... Saa skal vi snakke sammen om alt dette, Du” — lokkede hun.
„Sidst Du gav mig et Ørefigen, Faster, da var jeg fjorten Aar. Samme Dag jeg kom hjem for at fornøie mig i Ferierne ... Og, naar det gaar saa sjeldent paa,” — lød det halvt arg, halvt lystig.
„Ja, Du har altid været min Kjælegut,” græd Tante Ra ... „Du er nu vel ikke haardt fornærmet paa mig,” — begyndte hun ængstelig at bede ... „Sæt Dig, sæt Dig, Thomas, saa jeg kan se, der ikke er noget ondt i Dig,” — skalv det ... „Sæt Dig her” —
Hun fik fat i begge hans Hænder og strøg og kyssede dem ydmygt —
„Kappen ... Kappen ...” tog hun sig til Hodet og ordnede og rettede paa sig ...
„Kvigstad Du. — Vi faar se til at skaffe ham et Fogderi!” udtalte hun pludselig oplivet ...
„Bie! Bie, hvor blir hun af med Melkeringen. Eller vil Du heller ha et Glas Madera, Du —. Bie! ... Bie!” —
— — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — — —
— Paa Hjemveien med Figaro smaalo Sorenskriveren ... Situationen var med ét reddet ...
... Og dette at bli behandlet som Gut igjen — smagte saa forunderlig godt ...
VI.
REIN OG MERETE.
Over Aasene bag Vangen løftede Bjergstrækningen sig til en Kam, der mindede om Høifjeld.
