282
Eller til syvende og sidst — om det er nogen
man glæder sig i. — Batter ikke hele Værket med
en kjedelig Groth mod Kvigstad, som beskjæftiger
én! — Bravo Alida! — Han drev Hesten ind paa
den skyggefulde Skovsti, som gik til Rafos, og
smurte paa. — —
— Tante Ra sad og solede sig ude paa Trappen med Skammelen under Fødderne og Puder og Sjaler i forsigtig Nærhed.
Hun gjorde et livligt Ryk paa sig, da hendes mørke skarpe Øine opdagede Rytteren nede i Skovveien.
„Bie — Bie!” kommanderede hun indover Gangen. „Sæt den bedst tilløbne Melkeringe ind paa Stuebordet og Rhum til. — Det er Thomas’s Yndlingsret om Sommeren, naar han er varm.”
Hun stavrede indover ved Hjælp af Stokken og gav sig til omstændelig at indrette sig i Armstolen.
Da Sorenskriveren kom, sprang Gaardsgutten til og tog Hesten ...
„Jeg saa Du var ude paa Trappen, Faster, saa staar det vel bra til med Helbreden,” — hilsede Sorenskriveren. „Ja Du har Kræfter. — Styre Gaarden —. Jeg ser, hvordan det staar herude; man skal lede efter Magen — og efter din Mage ogsaa!” spøgte han.
„Slige Komplimenter er som for gamle tørkede Honningkager for mig Du. — Er det noget, Du vil?”
„Hm” ... kræmtede han —
„Og Bolette stakkar, maa fremdeles holde sig paa Soveværelset, i denne vakkre Sommertid,” fortsatte han.
Tante Ras indfaldne Mund kneb sig sammen; hun lagde sig tilbage i Stolen og begyndte at kige paa ham —
