281
Ja hvem?
Det var blevet Sorenskriveren selv det, som maatte paatage sig det traurige Hverv at underrette Tante Ra om, at Alidas Forbindelse med Groth vilde bli hævet.
Fruen stod i Vinduet og saa til, som han steg tilhest og just ikke med det vanlige Promenadeansigt lidt kræmtende gav Figaro af Sporerne ...
Han var jo ikke netop henrykt ved Missionen. Men hvem anden kunde vel gjøre det? Og saa havde han nu sit eget Sind at tage det med —. Ikke gruede han iforveien, og ikke tænkte han farlig paa det, naar det var over heller. —
Sorenskriveren red i den milde Forsommer Eftermiddag henover Kongeveien ...
Paa begge Sider af Skigaardene saa’des, pløiedes og harvedes der, og tog Folk Huen af eller løb hen og lukkede op Grinden over Veien, naar de saa Skriveren kom. Han stansede dog ikke, som vanlig, her og der for at veksle nogle Ord, men hjalp sig, hensunket i sin egen Tankegang, med distræte Nik ...
... Der er Naturer, som reder sig ud af alle Forhold, og andre, som blir stikkende i dem ... Det var Alida, som beskjæftigede ham ... Ligesaa fast og klar og ærlig og tryg og god, som Moderen ... men lykkeligvis Følenerver og kvindelig Smidighed, hvor Bolette ... hm, — han satte Figaro i nyt Trav — —
En Stund efter faldt det igjen hen i ensformigt Spadseretrit. Figaros Øren lod til at tage Mærke af enkelte Hm’er og halvsagte Smaaudbrud, der laa langt borte fra det nærværende ...
Og saa Kvigstad til Svigersøn —. Saamæn Toppen paa hans Mirakler! Original Fyr — tindrende Hode ...
... Kommer an paa, om man passer sammen i denne Verden ... han sukkede let.
