278
anden, hviskende overgivent, og hvert Ord fra Faderen eller Moderen kom som i Transparent og fik sin gamle trygge, sikkre Værdi igjen.
Det var som en Befrielse over det ganske Hus, — føltes paa Kontoret og anedes kanske ude i Kjøkkenet, — at der var sket en Forsoning oppe i Gudernes Verden.
— — „Har det ikke været en deilig Dag!” udtalte Merete sig for Rein; han kom hen til hende, som hun i Aftenheldingen laa og hyppede Jord op om Levkøierne, de begyndte alt at springe ud og vise Farver. Haven maatte jo holdes i bedst mulig Stand, til Moderen engang begyndte derude igjen ... „Jeg vidste der vilde hænde noget glædeligt, da jeg vaagnede imorges,” — vedblev hun opstemt. „Altid, naar jeg drømmer om store, grønne Volde, kommer der noget rigtig overraskende lykkeligt!”
„Saa De er sanddrømt, Jomfru Merete?”
„Ja det er sikkert! — Naar jeg drømmer om Vand og om Blomster og Smaapenge — hu—uh, da véd jeg, der blir noget leit.”
„Det er fordi De lægger Mærke til det — og der hænder jo altid et eller andet at anbringe det paa ... Saadan en ung Pige er da ikke overtroisk?” prøvede han lidt inkvirerende.
„Overtroisk nei, — jeg tror ikke paa Spøgelser. Men ellers —”
„Naa ellers? Hvad er der ellers?”
„Ja der er da meget, som er forfærdelig underligt, — ikke til at begribe —”
„Hvad er det da, Jomfru Merete?” frittede han; der kom som et uroligt Lys i Øinene paa ham.
„Ja, det kan jeg ikke sige, — og vil jeg ikke sige. Men der er Ting, som er bestemmende for mit Liv!” lød det stille fast; hun var blevet ganske bleg, — „og som jeg ikke véd at forklare mig.”
„Saa De har noget, som er bestemmende for Deres Skjæbne, Merete,” — spurgte Rein,
