275
da, Alida!” ... begyndte hun at hviske over hende, medens hun strøg hende over Haaret ...
„Ja ja, — ja ja, — en begavet Mand er han ... Og Du vil jo kunne lede ham, — gjerne dreie ham om din Finger, saa klog og god og fast, Du er...
Naa naa!” ...
Alida havde faat et Anfald af Hulken igjen.
„Naa naa, Barn ... Mandens Villie er Mandens Lyst, heder det. Men det er, saamæn, Kvindens ogsaa, Du!” — — —
— Medens Strimen af Formiddagssolen voksede indover Gulvet deroppe paa Værelset, saa Fruen tilslut maatte skygge med Tørklædet, havde Alida faat grædt ud — ordentlig og længe.
Den havde været for haard og langvarig denne Kamp, hun havde gaat med ensom og indelukket i sig selv. Og nu! — alt pludselig laa aabent og frit under Moderens Fortrolighed, gjennemstrømmedes hun af en næsten døsiggjørende Lykkefølelse — — —
— Fruen sad igjen alene og lyttede til hendes glade skyndsomme Skridt bortover Gangen ...
De var kommet paa det rene med, at Alida, som det nu stod, selv maatte paatage sig at tale med Far om det — ved Leilighed.
Men — men — der drog sig pludselig noget mørkt, betænkt op i Fruens Ansigt —
Tante Ra! — Hvad vil Tante Ra sige? ... Hendes eget med slig ihærdig Villie smedede Værk ... Dette Parti, „„som vilde føre til en Position, der anstod Familien””.
Træde over hendes Villie!
Fruen gjorde med vred truende Myndighed et pludseligt Ryk paa sig som til Opstand; men lod sig falde tilbage i Stolen igjen mumlende:
De Pengene! ... De Pengene! ...
18*
