274
Ansigtet var blegt og bestemt, Hodet som en
ren præget Medaille —
„... Min fine Uldkjole i Væven kan der nok bli Brug for. Men Silketøiet hos Hambro, som Du igaaraftes sa, jeg nødvendig maatte ha, det blir der ikke noget af —
Aldrig, aldrig tar jeg Groth — aldrig! — Det var Tante Ra’s vise Forsorg det,” — haanlo hun, — „at faa klinket mig fast til dette Jernværket ... Jeg har nu gaat og dragets med den tunge Ovnen i to Aar, til den tilsidst kjendtes rent gloende, — rent gloende —
Og saa har jeg mere at sige, Mor!”
„Jeg synes, saamæn, det er nok dette jeg Du,” sa Fruen med et næsten vildt overvældet Udtryk.
Alida kastede sig pludselig ned i hendes Fang, hulkende ud sit aarlange Fortvilelsens Pres.
„Nu da, Alida —”
„Jeg har sagt Kvigstad, Mor, at om han kommer tilbage med Eksamen, saa —”
„Saa — saa? — tal ud, Barn!”
„Saa faar han ikke nei —”
Det blev stumt. — — — Kun en Lyd af, at Moderen slog Hænderne sammen. —
„Jeg tar ham — uden Eksamen ogsaa,” — udstødte hun trodsig, medens Øinene sprudede.
„Saa, saa. — Ja, Døttrene nutildags! — Oprørsaanden!” — snakkede Fruen, kjæmpende for at summe sig —
„Saa — saa ... Naa saa” ... Det knagede i Fingerleddene, og hun drog Pusten tungt ...
„Det kommer der af, at ha slige Mirakelmagere i Huset!” erkjendte hun bittert stirrende.
„Naa!” tog hun sig pludselig sammen, — „vi faar vænne os til at kige gjennem smaa Ruder til vore Døttre ...
Saa Du mener, Du kunde bli lykkelig med ham
