271
i Tagstenene og Væggene med Sneslud og Regndrev. Og allerede i Begyndelsen af Mai havde Fruen, straks Bakken under Snesmeltningen blev bar, begyndt at drive Havearbeidet.
Hun holdt paa dernede utrættelig, medens Vaarsnoen isede gjennem Solstegen, og den skarpe Luft skoldede Huden paa hendes Hænder og Ansigtet under Kysen.
Der sorteredes Kræmmerhuse og Papirposer med Frøsorter og nøiagtige Udenpaaskrifter, og efterhaanden, som Varmen kom, saa’des og plantedes der.
Og ved Sankt-Hans kunde Fruen saa fra Plænen øverst i Haven, — den, der dannede det store Overflødighedshorn, — skue nedover Anlægget med Træer og Park helt til Elven og sige sig selv, at det var et vakkert Stykke Arbeide!
Men efter alt dette anstrengte Friluftsliv fulgte Reaktionen, og Fruen fik et Anfald af sit gamle Tilfælde, Rosen — saa hun blev nødt til at sidde fangen paa sit Værelse i seks, otte Uger.
Romanen og Strikketøiet laa paa Bordet at tage til i Mellemrummene fra Husets Bestyrelse, naar hun var alene, og der ingen Besked var at give.
Fra den Plads, hun havde valgt for sin Mahogni-Lænestol med det blomstrede Træk, kunde hun glæde sig ved at se og titte henover et lidet Strøg af Haven, der endte i Hjørnelysthuset.
Den varme Formiddagssol laa skraat til deroppe og reguleredes ved de fremtrukne røde Mugs Gardiner. Selv nu, Solen stod høiest i Aaret, slikkede den aldrig saa langt indover Gulvet i det dybe Værelse som til Teppet foran Himmelsengen, der med sit mægtige hvide, frynsede Omhæng indtog Baggrunden.
Fruen sad alene, og hendes Øine fulgte gjennem det let grønlige Skjær i de smaa Ruder den skarpe Skygge af Hovedbygningen, der mere og
