270
der slog lange tordenbragende Brister og Revner i Isen.
Merete gik derude paa Gaardspladsen og saa og lyttede ...
Hun strøg og klappede Ajax, der snusede mod hende og løb med sin hjelmbuskvaiende Hale op og ned ad Veien, som den ventede nogen ...
Nu mod Skumringen kom enkelte af de andre hjem pratende og oplivede af Turen, — Augustinusen og Yarmann, — den ny Kontorist, som skulde remplacere Henschien —, fra deres Visit hos Klokkerens.
Ajax sprang pludselig høit gjøende ned mod Porten, hvor Rein viste sig i Halvdunkelheden.
Han tyssede paa Hunden, hilste kort og slængte en stor fældet Tiur hen paa Trappen.
„I kan tro, han tog sig ud der i Solrendingen imorges,” — lød det i en egen eksalteret Tone, — da han pludselig gav sig til at spille oppe i Furuen! — Jeg la til Kinden, medens den legte og spillede sig blind og gal med lukkede Øine imod Solskjæret. — Den sa op Vers paa Vers af Høisangen slig, at jeg bekjender, han holdt paa at afvæbne mig. Men, da han saa begyndte at kro sig der paa Kvisten som selve Kong Salomo, — da smald det!” ... Der fulgte en hæs, haanlig Latter.
Som han følte Meretes oprørte, smertepinte Øine paa sig, udbrød han skjærende:
Ja, for man opnaar saavidt Forsmag paa Lykken her i Verden, at man begriber, naar man mister den!”
Marts havde blinket i Vinduerne paa Vangen med sit skjærende Vaarlys fra Sneen, sin ishaarde Tæle i Jorden og al sin urolige Blæst. April rusket
