269
„Jo,” lød det forceret noget efter, da Alida kom
ind, — „jeg agter mig ud i Maaneskinnet inat, —
en hel Mil paa Skøiter opover Lovandet, — saadan
alene i Ødet — bare med en langstrakt Skygge ved
Siden. Ha, ha, ha” — lo han underlig meningsløst
— —. „Tak, — skik mig saa lidt Niste op
paa Værelset,” bad han, som han braat vendte sig
og gik.
— — Merete gik der Søndagen udover — va’r — oprevet ... Det var, som det blanke Lys af Snesmeltningen saa let vilde skjære Vand i Øinene og Landskabet dirre gjennem det ...
Hun fortabte sig snart ved det ene, snart ved det andet Vindu deroppe ...
Nogle af Husets Folk kom kjørende hjem fra Kirken og lidt efter et Par af Tjenerne gaaende ...
Der slog Stegeduft ud fra Kjøkkenet og opigjennem Gangen, og Kontoristerne vankede ledige om dernede og ventede paa at blive kaldt tilbords. — — —
— Ovenpaa den lange Søndags Middagssøvn, der tog Drengestue, Kontor som Hovedbygning ind i sin Døs, vaagnede der som en ny Virksomhedsaand med Planer for Resten af Dagen ...
Man enedes om at spadsere hid eller did, og nogle af Damerne tog Reisetøiet paa. Et Par af Kontoristerne drog over Elven til Klokkerens for at faa sig Kaffe og et Slag Kort ...
Barbara havde trukket sig tilbage til Soveværelset, hvor hun nyttede Tiden til at rydde og ordne og pakke sammen i Skuffer og Gjemmer, saa det laa færdigt til den afgjørende Dag og Brylluppet.
— I den stille Eftermiddag slikkede et blegt Skimt af Vaarsolen endnu her og der oppe i Snehøiderne, og en og anden Gang lød fjerne underlige Døn gjennem Luften fra Lovandet bag Aasen.
