264
til Lars, som skal kjøre Tømmer,” oplyste Fruen. „Hun er vist straks færdig.”
„Se her, hvad vi finder oppe paa Gjæsteværelset efter Nergaard,” kom Marianne ind. — „Se — og beundre, Eufemia! — de udsøgte Tøfler, som han har glemt ... Kulørt Silkefoder og broderede Sommerfugle, — rigtig noget finfint som Nergaard selv!”
Man tog Tøflerne i Betragtning —
„En snil, hyggelig, af sit eget selv ømfindtlig optaget Herre!” smaalo Fruen. „Hold Dig heller til Gaarder, Du Eufemia,” spøgte hun. „Der er Stof til en Mand! — En, som ikke gaar afveien for Smaapirk og Saarhed ...”
„Hu—um” — kræmtede Sorenskriveren. Ansigtet blev stramt lukket, og der kom noget stumt forbittret i Blikket.
„Det var Barbara” ... mindede han lidt hæst. „Naa, der kommer hun.”
Han vinkede hastig gjennem Vinduet til hende.
„Ja, min kjære Barbara!” — lød det, da hun kom ind, alt taareblank i Bevidstheden om, hvad der forestod. „Det er jo en stor Efterretning, jeg har faat idag. — Henschien ber om din Haand, og det lader, som Du har bestemt Dig. — Jeg har lært at skatte ham som en grundhæderlig og bra Mand, — og, naar Du saa har Godhed for ham, saa —. Du vil sandelig ikke gjøre nogen ulykkelig, min kjære Barbara!” — tillagde han i en egen Tone.
„Og allerede til Vaaren vil han sætte Hus ...
Ja, Udstyret,” — sa han med et betydende Blik henover mod Fruens Kant — „det henhører under det kvindelige Departement og faar der afgjøres. Af mig faar Du en Bankbog paa otte hundrede Specier. Det er din tiltænkte Arv. Og saa véd Du, at jeg altid vil følge Dig og hjælpe og støtte Dig, om det behøves.”
