258
sit gode Hjørne, helt opstemt af det høifornemme Besøg, — hun havde interesseret undersøgt og gjenkjendt de forskjellige Klædningsstykker — det var fra Bedstemor Reichwein og det endog fra en Oldemor — —.
Christiane havde med engang vundet hendes høieste Egard, — saa hun endog lod hende forevise sig i den safrangule Kjole, hun havde baaret, dengang hun fulgte sin Mand, Præsidenten, til Kroningen ...
Derunder havde hun Gang efter Gang hidsig knebet Marianne i Armen og hvisket: — „Dette er jo rigtig noget for Jess, Du ... Med hende vilde han være i Orden og Gjænge, — og midt i alt, hvad Landet kan byde af Udsigter og Fremtid!” ...
Bie havde disket op med det overflødigste Juletraktement, og det var blevet sent, inden de igjen sad i Slæderne ...
— I sin røde Oberstuniform stod nu Groth og hjalp Marianne af med Kaaben; — hun begreb næsten ikke, at de alt var herhjemme igjen! De havde rent passiaret bort Tiden, — fandt hun, som hun gjorde et høitideligt Godnat-Kniks i Stil med Kostumet.
Henne i Gangens Dunkelhed hjalp Barbara i Adrienne og med Hoftepuderne det mødige „gamle Aar” af med Moseskjægget og Lavet, hvis Overflødighed hun saa overgav til Vedkassen inde i Stuen.
Tidlig imorges, længe før Daggry, var Julegjæsterne draget afsted i Frost og paa klingrende Føre.
Der var sørget rigelig for Niste, — Reisevædsken forsynet med allehaande delikat paalagte Smørrebrød, og Lommelærkerne fyldte med Akevit, Pirkum og Malurtbrændevin. Selvsagt fulgte For-
