255
renskriveren, som vanlig, modtaget en Sum, man vidste aldrig hvormeget.
Jess og Christiane klingrede afsted i én Bredslæde og Gaarder og Eufemia i en næste, medens det øvrige Selskab, seks i Tallet, under Latter og Lystighed installerede sig i den store firesædede Sluffe ...
Rein tog sig ud som en slig spænstig freidig Feier, som han kom henad Sneveien ...
Og saa var det jo Stigen og Sopelimen, som der ogsaa skulde skaffes Rum for; — og blot Jomfru Merete, — der mindst var halvten saa smal som Barbara med hendes Hoftepuder, — som kunde ta Pladsen ved Siden af ham, paastod Rein.
— Alida stod fortænkt i Gangvinduet ovenpaa og saa efter Slædetoget. Ansigtet blev mere og mere sammenbidt haardt.
Hun stod der endnu mekanisk aandende Frosten af Ruden, efterat Slæderne længst var ude af Syne.
— Sorenskriveren havde fundet Eftermiddagens Stilhed og Uoptagethed af Gjæstereren bekvem til at gjenoptage lidt af sine Hverdagsinteresser, Gaardsbruget. Han gik smaanynnende med et Halmstraa i Munden, keg ind i Stald og Fjøs, i Ved- og Vognskjul og faldt i dybe Overveielser med Lars Gaardsgut om at faa kjørt det hugne Tømmer fra Skogen ned til Oppegaardssagen. Det gjaldt om at nytte det gode Føre, straks de havde Tyvendedagen og Julen bag sig.
I Stuen havde Fruen sat sig hen i Lænestolen med en af Walter Scotts Romaner opstillet foran sig paa Bordet og et Lys ved Siden. Hun vendte af og til Bladet med Staalpinden, medens hun læste og strikkede og Alida spillede i Mørket henne ved Klaveret.
Nu hørtes Sorenskriveren ude i Gangen, og Alida tændte Klaverlysene.
