242
nu ikke saa farligt én eller to Nætter foran et Bal! ... —
— Klaveret var flyttet op paa Salen. Lys sat i Lysekronen, Stager og Lampetter ved Langspeilene, medens gamle Familieportræter i hvide Parykker dunkelt skimtedes paa Væggene.
Gulvet laa med brede Planker hvidskuret og glatdanset gjennem saa mangen en Jul, og fine Netteldugs Gardiner prydede Vinduerne. —
Ind af Porten klingrede saa femte Juledags Aften Kjøretøi efter Kjøretøi, — Bred- og Smalslæder saavelsom fuldpakkede Sluffer, — og svingede op foran de to Lygter paa Trappen, medens Gjæsterne forsvandt, Herrerne nedenunder og Damerne ovenpaa, i de anviste Paaklædningsværelser.
Der viklede ogsaa Jomfru Bie sig ud af en Fodpose.
Hun maatte jo ogsaa faa ture Jul, havde Tante Ra forment, — havde derhos den stille Mission at se og iagttage, hvad der tildrog sig paa Ballet, intet at miste eller lade gaa forbi sig. I kort Sum, Rundskue over hele Bygden, — Stof til at drøfte oppe paa Rafos i lange Tider.
I den Brevlap, hun havde med til Marianne, gav Tante Ra enkelte fine Fingerpeg, — Jess førte naturligvis Polonaisen op med Christiane Gjedde, — og Far glemte vel ikke at erindre Obersten med et Par Ord ved Aftensbordet ... Se til, at Jomfru Bie faar sig en liden Svingom med Augustinusen eller Schmidt, Du, — ellers sovner hun, Gud hjælpe mig, af ud paa Natten! ... Dig selv, Barn, véd jeg fortiden ikke, hvor jeg har, — Bie faar fortælle mig, hvor Landet ligger ...
— — De ældre var rykket ind i Salen og sad nu om Væggene med deres Thekopper, medens de yngre efterhaanden, en og flere ad Gangen, kom ind og passerede Revue under en Fornemmelse af at løbe Spidsrod. Der samlede sig som en Formur
