231
Først Figaro med Christiane Gjedde og Jess,
som raabte og hilsede op fra Slæden, medens Frøkenen
ved Lygteskjæret svøbtes ud af Fodpose og
Bjørneskindsfeld og, baaret op ad Trapperne, afleveredes
til Damernes Velkomstudbrud og Omsorg
i Gangen.
Og Christiane skulde hilse fra Far og fra Mor —
Og der kom Storebrunen med høireist Nakke og larmende Dombjelder svingende op fra Porten, medens Jess, gererende sig som Husets Søn og Vært, modtog sine to Kammerater paa Trappen.
„Det er Studiosus medicinæ Gaarder, Far! — øvet Danser, — og en Røst! — kan jeg sige Dig ...
Og det er Anders Nergaard, som har gjort det Kunststykke at ta juridisk Eksamen med bedste Karakter uden at læse mere end af og til om Natten” —
— Der faldt jo et og andet spændt prøvende Blik paa Broderen og veksledes enkelte snare, betydende Øiekast mellem Jess og hans Søstre, eftersom de kunde være fortrolige med hans Affærer, — nærmest, om Juleluften iaar igjen var udsat for at formørkes af overhængende Skyer i Skikkelse af Gjældsposter og ubetalte Regninger. De sad endnu i Nerverne de hundrede og elleve Speciedaler og atten Skilling, som kom styrtende over Far paa selve Nytaarsdagen ifjor.
Efter alle Hilsener og Præsentationer og foreløbige Beretninger om Reisens Held og Uheld, drog de under lystig Passiar op af Trappen, fulgte af Husets vedkommende til de forskjellige Gjæsteværelser for at faa Reiseklæderne af og Kufferterne lukkede op.
Og ikke længe efter befandt de sig alle samlede i Stuen under et Surr af Snak og Stiften Bekjendtskab.
