228
„Du Alida!” — sa Fruen med et Forsøg til
Lunhed, medens hun ridsede og klippede. „Vi
maa huske de Kramsfugle i Gelée, som Marianne
igaar lavede til Tante Ra ... Var blot Veir og Føre
ikke saa daarligt, kunde Du og Merete gaa did med
det imorgen, — eller kanske faa Giggen og Blakken,
om de ikke har Brug for den derude,” —
kom det med et halvt Blik hen til Sorenskriveren.
— „Vi faar ikke Tid til Opmærksomheder senere
i Høst, véd Du.”
Sorenskriveren keg nødstedt hen til Bordet. Der gik i ham som en Tanke om at slaa Hul paa den lange Tausheds Mur —
„Hm — hm” — harkede han og stod lidt ...
Saksen klippede hvast henover Bordet, og Fruens Mundparti syntes ham optrukket til et lidet satirisk Smil —
Som han igjen passerede Dørtærskelen, skinnede et Stykke af det vaadglinsende Havestakit ham i Øinene.
Med nok et Kræmt vendte han sig som under en tagen Beslutning og gik ud fra Spisestuen.
„Du Marianne,” — sa han ude i Gangen, saa høit, at det hørtes ind til hans Frue, — „det er af forskjellige Grunde min Mening at gi Rein hans Opsigelse.” —
Han tog Veien over til Kontoret —
„Far ... Far! ... hørte han pludselig bag sig — —
Det var Merete, som med hastige Skridt kom efter ham i Trappen ...
„Du maa ikke, Far! — Du maa ikke, Far ... sige op Rein” ... hviskede hun næsten uhørligt.
Sorenskriveren saa forbløffet paa hende, og der gik en Grunden i hans Ansigt.
Men han spurgte ikke ...
Og hun sprang ude af sig tilbage igjen og tog Kjøkkenveien ind.
